mindfulness 3

Kursistfortællinger

”Jeg er 19 år gammel og studerende. Inden jeg begyndte på mindfulness-kurset, havde jeg ofte hovedpine, og jeg var ikke længere i stand til at passe skolen ordenligt. Derudover havde jeg en lang række andre problemer, og tonen mod mig selv var ofte meget streng. Da Winnie foreslog mig at starte på holdet, var min første tanke, at det selvfølgelig ikke var noget for mig. Jeg er nemlig en meget travl pige, som ville få svært ved at nå alle de ting, som jeg planlægger. Desuden var jeg meget skeptisk over for, om mindfulness kunne hjælpe mig. Heldigvis, endte jeg med at give det en chance.

Jeg havde jo ikke noget at miste. Jeg gik fra starten all-in på det hårde arbejde, der fulgte med, og det viste sig da også at give pote. Dog blev det en udfordring for mig at få tid til det hele, men jeg valgte at prioritere hjemmearbejdet højt, og jeg mødte op hver eneste uge. Efterfølgende har jeg slet ikke haft den ulidelige hovedpine, som jeg havde, inden jeg startede. Jeg er blevet hjulpet i gang og sendt af sted på en rejse. En rejse der gør, at jeg personligt har rykket mig en del. Uden denne rejse havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Der er stadig et langt stykke vej for mig, men mindfulness har kunnet hjælpe på et helt andet plan end individuel terapi kan. Det kan ikke forklares – det skal prøves.”

- Anonym kursist

"Min vision i livet var at jeg skulle blive en stor ”kanon”, så jeg stille og roligt kunne trække mig tilbage som 50 årig og nyde livet. Jeg har altid været meget målrettet, bevidst og kæmpet for at nå de mål jeg satte mig. Jeg elskede at arbejde. Jeg startede selvstændig som 21-årig. Var senere i karrieren ansat som chef hos et stort firma i modebranchen.

Havde en dag planlagt et arrangement for alle ansatte. Så skete dette som ændrede mit liv!!! Jeg blev kørt ned. Jeg kæmper i dag med smerter, forskellige problemstillinger, som gør det svært at komme igennem dagen. Er stadig syg halvlandet år efter ulykken.

Hårdt psykisk, at skulle lave og acceptere den ændring ens liv har taget. En dag nævner min fysioterapeut, at hun opstartede et hold med mindfullness. Tænker først - ”sikkert, tror jeg godt nok ikke lige på - men ja ja, jeg er jo villig til at prøve alt.” Må efter at have været på mindfuldness-kurset erkende og erfare, at jeg har lært at ”styre” mine tanker. Jeg er kommet længere i proceccen med at acceptere, at jeg ikke får mit gamle liv igen. Det giver noget indre ro.

Jeg troede ALDIG jeg skulle sige dette: Ja, jeg mediterer og det hjælper mig!

Alle skulle prøve mindfullnes."

- Anonym kursist

Jeg er 40 år, mor til tre og arbejder som dagplejemor. Jeg er meget omsorgsfuld overfor andre mennesker, vil gerne hjælpe alt det jeg kan, så andre har et godt liv. Ofte oplever jeg, at jeg helt tilsidesætter mig selv. Sådan kan man ikke leve sit liv – for til sidst er der ikke mere at give af, og så vælter læsset. Det har jeg prøvet flere gange i mit liv, så er jeg endt med at få en depression. Når jeg er presset i mit liv, sover jeg dårligt om natten. Jeg ligger uroligt, tankerne kører rundt og helt ubevidst ligger jeg og spænder i kroppen. Når jeg vågner om morgenen, efter sådan en nat, er det helt sikkert med et hold i nakken. På den måde påvirker det mig både psykisk og fysisk.

Efter at have deltaget i et 8 ugers mindfulness kursus, ser jeg tingene i et helt andet perspektiv. Jeg har lært at styre mine tanker, så jeg bedre kan træffe nogle valg, der gør, at jeg kan passe på mig selv. Førhen dunkede jeg ofte mig selv i hovedet med ikke at være god nok. Nu tænker jeg, at folk må tage mig som jeg er, jeg laver ikke om på mig selv mere.

Da jeg startede på dette kursus, var jeg noget skeptisk. Kunne det gøre en forskel i mit liv. I dag er jeg ikke i tvivl, mindfulness har gjort en kæmpe forskel. Det er blevet en naturlig del af min hverdag, jeg ikke vil være foruden. 
- Anonym kursist